HVAD ER DIN FORETRUKNE DULMEADFÆRD?
De fleste af os har noget, vi gør ind imellem for ikke at mærke vores følelser. Men vores trang til at dulme, skaber desværre tit rod i vores liv!
Dulmemetoder og flugt fra nuet
-
Nogen spiser sukker om aftenen for ikke at mærke, hvor trætte og udkørte de egentlig er.
-
Nogen skaber rod og kaos i deres hjem for ikke at mærke en grundlæggende smerte, sorg eller angst for at give slip eller måske for at bevise, at ”ja, se, jeg er uduelig og værdiløs!”
-
Nogen arbejder ALT for meget, for at følelsen af stress skal camouflere den dybe utilfredshed, vrede eller ked af det hed, de føler indeni.
-
Nogen dyrker alt for meget sport eller gør rent hele tiden for at dulme den konstante uro, angst eller vrede indeni.
-
Nogen er konstant på sociale medier for at fjerne sig fra nuet og deres egne følelser og leve livet gennem andre og undgår dermed at tage ansvar for deres eget liv.
-
Nogen underholder og afleder sig selv konstant med tv, computer eller telefon for ikke at mærke kedsomhed, ensomhed eller tomhed.
-
Nogen spiser alt for meget mad og fortsætter selvom maven er fuld, for ikke at mærke værdiløshed, sorg eller skam.
-
Nogen kommer altid for sent for at undgå at skulle sidde og vente og have tid til at mærke de følelser, der er indeni af fx nervøsitet eller utryghed.
Fælles for alle disse dulmemetoder er, at hovedformålet er at fjerne sig fra nuet og IKKE mærke sine følelser.
At være med de følelser, der er
Når vi dulmer, har vi ikke tillid til, at vi faktisk godt kan tåle at være kede af det – at føle vrede eller ensomhed. Vi søger væk fra nuet og følelserne, fordi vi tror, at vi ikke kan klare at føle, det vi føler. Det kan vi godt!
En kæmpestor del af det helende og udviklende ved at gå i psykoterapi er, at vi ER med de følelser, der er, i stedet for at dulme og undertrykke dem eller prøve at flygte fra dem.
Følelser skal føles
Følelser skal føles, ligesom et nys skal nyses. Det er i virkeligheden ikke mere kompliceret! Men hvorfor laver vi så alle de krumspring for at bedøve os selv med rod, sukker eller serier?! Fordi vi ikke har lært, hvordan man er med sin vrede eller sin sorg på en åben, rummelig og kærlig måde! De fleste af os har ingen indre model for, hvordan vi er med vores vrede eller ked af det hed eller følelse af værdiløshed på en ikke-dømmende, accepterende måde.
Vi følger de gamle spor
Så vi følger de samme gamle spor i hjernen, som blev skabt, da vores forældre bad os holde op med at skabe os eller stoppe med at tude eller opføre os ordentligt. For at skabe nye spor i hjernen, så trangen til at dulme ikke tager over, er vi nødt til at begynde at turde føle vores følelser. At være med det der er!
Grib dig selv i din dulmeadfærd
Så næste gang du opdager, at rodet vokser i dit hjem, eller du griber dig selv i at spise chokolade, når du i virkeligheden er søvnig, eller du mærker, at din konstante hyggen med serier på Netflix er en flugt, eller at der er noget tvangspræget over din overdrevne styrketræning, så prøv at være med det, der er!
Læg chokoladen, sluk fjernsynet og føl følelserne
Læg chokoladen, sluk fjernsynet og sid stille i nogle minutter med lukkede øjne og mærk, hvad der egentlig foregår indeni dig.
Bare føl følelserne og vær med dem uden at dømme. Og GØR så dét, du har brug for. Ikke LYST til, men brug for!
-
Gå i seng eller hvil dig, hvis du er træt.
-
Ryd op, hvis rodet gør dig ked af det eller skamfuld.
-
Sid og kig ud i luften og fald i staver, hvis det er ro, din hjerne har brug for.